Volver

Symphony #15

Langgaard Rued | Dausgaard Thomas

Información del vídeo musical:

Duración:
17m 37s
Título en Youtube:
Rued Langgaard: Symphony #15 "The Sea Storm", BVN 375
Descripción en Youtube:
A symphony for bass-baritone, male chorus and orchestra I - Bewegt II - Scherzo III - Adagio funebre IV - Finale. Allegro molto agitato Thomas Dausgaard, Danish National Radio Symphony Orchestra and Choir. Johan Reuter, Baritone ****** Der Sturm am Boden zerrt und streut und holt von der Nacht sich Stärke. An jedem Schornsteinrohr jetzt säugt die durstige Finsternis der Verdammnis. Der Töne springendes Orgelbarock und nun die weiße Dame wollten die ganze schwarze Gemeinde hüllen in Wolken und Morgenröten. Der Sturm reißt eine Tür einen Spalt weit auf und klagt sein grenzenloses Elend, hält allen Wehs Vokale bereit und jagt zum Ende der Welt. In der Luft schwanken volle Segel. Jetzt sucht die Verdammnisflotte die armen Strahlen vom Mondesspiegel, die letzte verdünnte Gnade. Doch der Mond ist fort, die Nacht ist satt von blind hinjagender Kälte. Wenn der Schauer kommt, ist das Dunkel dicht, wie aus der Erde beschworen. Des Abgrunds Segler rasen vorbei, der Laternen einsame Funken, und manchmal hört man Läden klappern wie Deckel von morschen Särgen. Die Flammen hell auf der Asche spielen und züngelnde Disteln sich türmen. Wild vor Lust auf die Himmelfahrt mit den unseligen Stürmen. ****** Stormen langs jorden flænger og strør og tager af natten styrke. Nu suger i hvert et skorstensrør fortabelsens tørstige mørke. Tonernes hoppende Orgelbarok, og nu den hvide dame, gad hylle hele det sorte sogn i skyer og morgen rød er. Stormen river en dør på klem og klager for bundløs elende, har alle veers vokaler i gem og jager mod verdens ende. I luften duver der fulde sejl. Nu søger fortabelsens flade de arme stråler fra manens spejl, den sidste fortyndede nåde. Men månen er borte, natten mæt af blindt henfarende kulde. Når bygen kommer, er mørket tæt, som om det var manet af mulde. Afgrundens snekker raser forbi lygternes enlige gnister, og stundom høres en lem slå i som låg fra møre kister. Luerne spiller på asken klart og slikkende tidsler forme, gale aflyst til en himmelfart med de usalige storme. ****** The storm tears and scatters across the earth and takes its strength from the night. The thirsty dark of perdition sucks at every chimney-stock. The leaping organ Baroque of the music and now the white lady would wrap the whole black parish in clouds and blushes of dawn. The storm tears a door ajar and bemoans its bottomless misery, has all the vowels of woe in store and rushes towards the end of the world. In the air full sails are pitching. And now the fleet of perdition seeks the poor beams of the mirroring moon, the last diluted grace. But the moon is gone, the night is full of blindly rushing cold. When the shower comes the dark is thick as if conjured from the loam. The ships of the abyss sail raging by the lonely sparks of the street lights and sometimes shutters are heard to close like the lids of mouldering coffins. The flames play brightly on the ash forming licking thistles with a mad craving to ascend with the ill-starred storms.